• Boligmarkedet marcherer fremad – 2024 blev et rekordår

    Source: BDK Finans / 10 Jan 2025 00:10:18   America/New_York

    Der er fest. Men det er en lukket fest, som boligmarkedet i øjeblikket står midt i. For festen foregår i hovedstaden og især blandt ejere af ejerlejligheder. Det viser de seneste priser fra Boligsiden, som med udviklingen i december afslutter 2024. Prisudviklingen i december viser, at huspriserne er uændrede fra november til december. Men da december normalt byder på sivende priser, er der faktisk tale om en positiv udvikling, påpeger boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit. Når tallene er korrigeret for sæsonudsving, er huspriserne steget med 0,6 procent og ejerlejlighederne med 0,9 procent. Og når prisudviklingen ses over hele 2024, er der for alvor grund til at feste – især i mange af hovedstadens hjem. »2024 har været et forrygende år for ejerlejlighedsejerne,« siger Lise Nytoft Bergmann og peger på, at forventningerne var en langt mere afdæmpet prisudvikling, da året begyndte. »Boligskattereformen trådte i kraft 1. januar 2024 og betyder, at nye ejerlejlighedsejere skal betale væsentligt højere boligskatter. Vi forventede, at det ville lægge låg på priserne i 2024, men sådan er det ikke gået,« siger hun. Kun i første kvartal tog markedet for ejerlejligheder en pause med små prisfald. Men allerede i april kom der igen fart på markedet, og siden da er priserne steget uafbrudt. »Efterspørgslen efter at bo i byen er simpelthen enorm, og det driver priserne stadig højere op, og vi forventer, at den udvikling fortsætter i 2025,« mener Lise Nytoft Bergmann. Ny prisrekord Cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank peger på, at lejlighedspriserne i december slog prisrekord, mens huspriserne efter stigning i alle måneder af 2024 kun er et mulehår fra ligeledes at sætte ny rekord. »Det har simpelthen været et år for boligmarkedet med medvind, som er leveret af rentefald, et hammerstærkt arbejdsmarked og øget købekraft hos mange danskere med pæne lønstigninger og lav inflation,« siger Jeppe Juul Borre, som forventer yderligere boligprisstigninger i år. Men boligpriserne er steget væsentligt mere i hovedstadsområdet end i resten af landet. Omsat til kroner er ejere af lejligheder i København i gennemsnit blevet mere end 29.000 kroner rigere om måneden i hele 2024. I Aarhus er friværdierne kun steget med 2.600 kroner om måneden. Husejere i København og Københavns omegn har set deres boliger stige med henholdsvis 38.000 og 33.000 kroner om måneden, mens husejere i den anden ende af skalaen – i Sønderjylland – kun har set en værdistigning på 800 kroner om måneden. Dermed er der fortsat store geografiske forskelle på, hvor meget boligpriserne stiger – med hovedstadsområdet i front. »Da priserne samtidig er væsentligt højere i hovedstaden end i de resterende dele af landet, bliver forskellen på boligejernes gevinst i 2024 endnu større, hvis den opgøres i kroner,« konkluderer Lise Nytoft Bergmann. Ses fra to sider Hun påpeger, at værdistigningen til en gennemsnitlig husejer i Sydjylland på et helt år svarer til den værdistigning, som en husejer i København har fået i gennemsnit hver tiende dag. Og det har stået på længe. Siden 2011, da Boligsiden begyndte at lave statistikken, er huspriserne i gennemsnit steget med 5,6 procent om året i landsdelen København By og med 4,5 procent i København Omegn. Huspriserne er kun steget med i gennemsnit én procent om året i Vestjylland og med 1,4 procent i Sydjylland hen over årene. »Det mønster, vi har set i 2024, er en fortsættelse af det mønster, der har været gældende i mange år, hvor boligpriserne stiger væsentligt mere i og omkring hovedstaden end på landet og i de mindre bysamfund,« siger Lise Nytoft Bergmann. Én ting er den geografisk skæve udvikling. Jeppe Juul Borre påpeger, at den voldsomme udvikling også på en anden måde kan ses fra to sider. »Der er stor forskel – danskerne imellem – på, hvordan prisstigningerne opleves. Mens det for mange boligejere er en gevinst i form af pæn stigning i friværdien, så betyder det for boligkøbere, at de står over for en højere pris i forbindelse med boligkøbet,« siger han. Han tilføjer dog, at renterne i samme periode er faldet, hvilket gør finansieringen af boliger billigere og modvirker en – endnu – højere købspris. Fremrykket prisstigning på sommerhuse I forhold til outsideren på boligmarkedet, sommerhusene, ser Lise Nytoft Bergmann også lyst på prisudviklingen. Sommerhuspriserne faldt i 2024 med 0,6 procent, når tallene er sæsonkorrigerede. Men da det er normalt med prisfald på sommerhuse om vinteren, og tallene er usikre på grund af få handler, er der med boligøkonomens ord »ingen grund til, at sommerhusejerne vender mundvigene nedad«. Ikke mindst, når der ses på en lidt længere periode. »Normalt falder sommerhuspriserne hen over efteråret og vinteren for igen at stige, når de lyse måneder begynder. Sådan var det dog ikke i 2023. Fra september til december 2023 steg sommerhuspriserne nemlig stik imod normalen med 2,7 procent,« påpeger Lise Nytoft Bergmann, som har ledt efter en forklaring. Hun tilskriver det forvirring over de nye boligskatter, der trådte i kraft 1. januar 2024, som har fået danskere til at fremrykke køb af sommerhus af frygt for, at skatterne på dem ville stige. Eksisterende ejere af boliger kunne nemlig ved overgangen til de nye skatter beholde hidtidige og lavere skatter. »Vi hælder til den forklaring, at en del af den prisstigning, vi havde forventet i 2024, blev fremrykket til slutningen af 2023,« siger hun. Ifølge Lise Nytoft Bergmann er der god efterspørgsel på sommerhuse, mens udbuddet er forholdsvist lavt. Derfor tror hun, at sommerhuspriserne formentlig stiger igen i 2025. https://www.berlingske.dk/dine-penge/boligmarkedet-marcherer-fremad-2024-blev-et-rekordaar
Share on,